Vores to ældste er jo adopteret. De er begge født i Sydafrika og vi hentede dem, da de var henholdsvis 8 og 6 måneder gamle.
Når man har adoptivbørn skiller man sig ud i mængden. Folk kigger og er nysgerrige. Når man så oven i købet har deltaget i en TV-dokumentarserie om adoption (Når Storken Svigter på DR1) så er der også en del mennesker, der har en helt klar idé om, hvem man er, hvordan man er... Og ja, det var et valg vi traf. Et valg som af og til koster noget frihed/privatliv, men som i det store hele og så har skabt forståelse for adoption hos mange - det er i hvert fald den respons vi får.
Men det jeg egentligt vil skrive lidt om er, hvordan adoption er en fantastisk måde at få børn på. Second choise - not second best!! Og det er vigtigt at holde sig for øje.
Da vi valgte at adoptere gjorde vi det, fordi vi ikke umiddelbart kunne reproducere os selv. Vi fravalgte dog reagensglasbehandlinger, da vi syntes det var for voldsom en behandling. Det var en stor sorg at sige farvel til det biologiske barn. Spædbarnet, en kopi af sig selv. Det tog tid, og det var ikke nemt. Det kan de fleste sætte sig ind i. Det som jeg oplever folk ikke forstår er, når så man venter på sit adoptivbarn, så ændres ens drømme og de drømme, man får er fuldstændigt lige så vidunderlige. Og hvis planerne ændres - er det LIGE SÅ STOR en sorg at sige farvel til den drøm, som det var at erkende, at det biologiske barn ikke kom!
Da vi skulle igang med at adoptere vores 3. barn blev jeg gravid. Og jeg var faktisk rigtig, rigtig ked af det i starten. Jeg skulle sige farvel til endnu en Sydafrikatur, det øjeblik, hvor nogen betror en at passe på og tage sig af en lille guldklump, alle de følelser. Jeg ville da have de 3 brune unger, jeg havde drømt om. Det var jo sådan det skulle være i mine forestillinger om fremtiden. Alle andre mennesker, fortalte mig, hvor fantastisk graviditeten var, at nu skulle vi have vores EGET barn. Jeg var vred og ked og såret. Jeg HAVDE da allerede mine EGNE børn (hvis er de ellers???) og folk sagde det bare mens børnene stod ved siden af. Det gjorde SÅ ondt. Mine børn er alle 3 lige fantastiske. 3 skønne individer. For det er klart, at den lille blege pige, der kom op på min mave, smurt ind i fosterfedt var helt perfekt, da hun kom... Og nu kan vi jo slet ikke se vores familie anderledes! De er jo bare vores børn - på alle måder.
Nå men tilbage til det med at skille sig ud... Folk spørger nogle gange om de mest underlige ting. Nogle gange undrer jeg mig meget! De typiske spørgsmål er sådan noget med, hvor de kommer fra, hvor gamle de var... Og det er da rimeligt ud af landevejen... Men så er der også nogen, der synes de skal vide, hvad vi ved om deres biologiske mødre, om vi havde prøvet at få børn selv, om vi havde været i behandling - og hvor længe og HVILKEN behandling, om børnene taler dansk (!) - ja alt muligt. Og helt ærligt! Bliver I spurgt, hvor mange gange i måtte prøve, før I blev gravide? Om det var doggystyle eller missionær, der gav gevinst? Jeg får nogle gange lyst til at stille den slags modspørgsmål. Eller bare sige, at vi synes sex er noget gris, og at vi derfor ikke gør i den slags! Jeg synes det er voldsomt grænseoverskridende. Og børnenes historie er jo i høj grad deres. Det rager ikke folk i supermarkedet, hvad vi ved om deres biologiske mødre - eller om de har været præget af tiden på børnehjemmet. Det gør det altså ikke! Bare fordi man er brun, krøllet og charmerende, er man ikke offentlig ejendom!
En sidste lige ting: Biologisk mor/far. Det er et godt ord! Hvem er din RIGTIGE mor? Det løber mig koldt ned af ryggen. Rigtig - det er modsat forkert. Hvis den biologiske mor er rigtig - er jeg så forkert? Biologisk er ikke et særligt svært ord. Børn kan godt forstå det, hvis man bruger 30 sekunder på at forklare. Og det er ikke værdiladet på samme måde som rigtig. En mor og en far er sådan nogle, der puster på sår, trøster, putter, snakker, leger og er sammen med en. På engelsk er det endda et udsagnsord "to parent". Ærgerligt der ikke findes et tilsvarende ord på dansk.
Nå, det var dagens tanker om dette emne. Der kommer sikkert flere. Det ligger mig på sinde :)
Det er så rigtig det du skriver! Kan godt forstå at det må være irriterende at skulle forklare sig. Og i må endda få nogen ekstra spørgsmål oveni fordi i efter at ha adopteret har fået et barn naturligt.
SvarSletHvor er de dejlige alle 3. Jeg ville godt ha et par brune unger, men det bliver nok lidt svært her så blege som vi er:o) hihi
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletMin far møtte meg da jeg var to år (- og som han selv sa i mitt bryllup: Han tok min mor på kjøpet). Da jeg ble litt større, hendte det at noen, barn og voksne, kommenterte at han ikke var min virkelige far. Det såret meg veldig. Jeg visste jo at han ikke hadde laget meg, men særlig uvirkelig var han ikke. Og han sa det samme som deg: En far er den som gir deg mat, leser Hakkebakkeskogen for deg, bader deg og kjefter på deg når du har gjort noe galt.
SvarSletNå er jeg selv deltidsmor for to brune barn, og det forundrer meg hva folk kan finne på å si, fremmede mennesker vi møter i butikken: Hvor kommer de fra? Er både mor og far sorte? Slike spørsmål hører hjemme i den nærmeste familie eller vennekrets.
Takk for en fin blogg.
Tak for de søde kommentarer!
SvarSletFår helt gåsehud, for selv om vores situation ikke er helt identisk, beskriver du nøjagtigt den frustration jeg har stået med, som enlig mor til 2 selvfødte børn (som nu er blevet voksne), hvor faren er fra Vest-Afrika. Har altid undret mig over, hvad folk egentlig tillod sig at spørge til vedr. deres ophav og mit sex- og privatliv. Helt i stil med de gennemførte ubetænksomme kommentarer, som er faldet foran dine unger. Oveni måtte vi så også lægge ører til, at vi - jeg var jo en "negerluder" - bare kunne "skride hjem til, hvor deres far kom fra" eller de venligtmenende ældre damer, som med bekymret mine foran ungerne, spurgte om jeg "Ikke var bekymret for, at faren skulle komme og bortføre dem" o.O
SvarSletNu er de som sagt voksne, og det er mange år siden, men såret på sjælen sidder I os alle 3, og særligt min søn er blevet behandlet derefter :/
Hejsa,
SvarSletHvor må det være frustrerende altid at være "offentlig ejendom" fordi man har adopteret. Der findes alt for mange mennesker, der tror de har ret til at vide alt! Bare gi´ igen af samme skuffe ;o)
Og sikke nogen smukke bøn du har! :dåner: