Så er vi i Frankrig.... Og har ferie.

Skuffelserne fik jeg hurtigt udlevet. Eller behovet for at svælge i dem. For det er ikke fordi jeg synes vi har følgeskab af held og medvind....  Men nu var vi her jo - og det er jo dejligt. Dagens program var: Ny flexline til Freya (hun bed den anden over, da Morten rørte ved hendes ben), indkøb, tjek ferieparken ud og så i poolen. Og finde ud af noget med en dyrlæge.

Vi startede med at køre til Belgien. Vi havde set en dyrlæge ikke langt herfra + en Lidl og en dyreudstyrsbutik. Belgien har alt. Så kunne vi handle lidt basisvarer, købe flexline og finde ud af noget med Freyas ben. En smal sag, ikke?

Vi fik handlet i Lidl. Overskueligt og nemt. Vi mente godt nok at den der dyrlæge og den der dyrebutik var EFTER Lidl på vejen herned (og det vil så sige før Lidl tilbage, ikke?). Men nej. Jeg tror vi kørte 20  km ind i Belgien. For at finde en lukket dyrlæge. Men hey, flexline, tyggeben og lidt hundeguf fik vi fat i. Og så måtte vi jo bare gå i receptionen og finde en mere lokal dyrlæge, når vi kom hjem.... Men receptionen var lukket (Siesta holder de - det er Sydeuropa, hørte du det, Hr. Vejrgud?!). Hvad værre var: Poolen holdt også siesta. Hvis moderen var skuffet i går, var børnene dybt ulykkelige der. Augustina vrælede i 20 minutter. Vi følte os vældigt talentfulde. Og slet ikke som dem der rider på strandbreden, fisker og har stilleliggende hunde (se forrige debatindlæg for uddybning).  

Nå, men da receptionen åbnede ringede de til dyrlægen og vi skulle bare komme med det samme. Vi fik en adresse, tastede den ind på GPS'en og kørte. Vi købte faktisk ny - meget billig gps med Europakort til denne ferietur. For den gamle var 5 år gammel og kunne ikke opdateres. Efter 15 minutters kørsel begyndte jeg at undre mig. Synes lige som vi kørte UD af den by, som de havde nævnt dyrlægen boede i. Men Morten havde jo tastet postnummer og det hele ind, så KLART, at teknikken MÅ vide bedst. Vi kom til en meget lille landsby. Der var ikke andet end en kirke. Det var her, det skulle være. Men det var det ikke. Som i slet ikke.  Af en eller anden grund havde vi den gamle gps i bilen stadig. Vi satte den til og forsøgte med den. For vi havde mistet retningsansen totalt efter ture på små smalle, snørklede veje. Den sendte os tilbage til byen de havde nævnt i receptionen. Fedt nok. Hvis altså ikke det var fordi den insisterede på at vi skulle ud på en markvej. En hullet en. Med vand i hullerne. Og mudder. Vi var chokerende tæt på at sidde fast. Vi kunne under ingen omstændigheder vende. Bilen skramlede og brokkede sig. Mit hjerte sad i halsen og jeg kunne bare mærke kroppen gå i totalt stressmode. Kvalme. Hjertebanken. Sammensnørret hals. Det er sådan en "hyggelig" følgesvend jeg har, fra da jeg gik ned med stress for nogle år siden. Når jeg bliver presset, så går kroppen i stressmode - fuldt og helt på ingen tid. Da vi nærmest endte i en mark, fik vi vendt og kørte tilbage. Gennem det samme pløre. Jeg sendte en bøn opad - for vi kørte ikke fast. Vi fandt vejen tilbage til Solre- le-Chatau. Det tog os så EN time at finde en dyrlæge, der lå 15 min. væk. Og det var så lige præcist 20 minutter for sent. Der var lukket og slukket. Så var det, at jeg vrælede lidt. Bare en smule. 

Men vi havde en god aften. God mad, rødvin (roséen røg i maden) og der var dejligt vejr. Vi gik en dejlig tur med Freya (kort for at skåne hende). Ungerne løb og legede. Kastede sten i vandet. Lo højt. Fandt en sommerfuglelarve. Det nåede faktisk pony- og fiskehøjde på idylskalaen.

Billeder fra parken, gåturen og regnvejrs-dvd-kiggeri....