Genoplives hver sommer?

Sådan er det åbenbart. At bloggen uddør i August og genopstår i juni eller juli. I år ingen undtagelse. De næste indlæg kommer til at handle lidt om ferieforventninger, upålidelige gps'er og franske dyrlæger.

Vi er på ferie. For første gang i flere år er vi sådan rigtigt taget på ferie. Ikke noget med husbytte eller sommerhus med Bedste. Næ... Booket på Nettet, hytte, kør selv og med vovse og det hele (nå ja, hund... Den anskaffede vi os i februar).

Vi kørte onsdag efter møde på job om formiddagen og en hæsblæsende uge forinden med afsked med højt elsket klasse og sommerafslutning hele vejen rundt. Stressniveauet var pænt højt. Måske især fordi Morten havde stået for en stor del af pakningen og jeg trods huskesedler i massevis, var tvunget til at slippe kontrollen bare en lille smule?! Det skulle jo være så sundt...

Men afsted det gik - og vi huskede da også de fleste ting. Kursen satte vi mod Bielefeld, Tyskland, hvor vi skulle overnatte. Vi stoppede undervejs og gik tur med hunden, tissede ved tvivlsomme rastepladser og spiste aftensmad ved en hyggelig lille restaurant i en mindre tysk by. I øvrigt kan det bemærkes, at jeg bestilte mad på tysk ved denne anledning. Jeg styrede for vildt! Ved 9 tiden endte vi ved et Motel uden charme - men med senge og værelser, der opfyldte behovet. Så langt, så godt. Det var sådan cirka her vi bemærkede, at Freya (det er hunden) ikke støttede optimalt på det ene ben. 

Forsøg på at samle tropperne 10 cm inde i kornmarken

Alle klar, jeg tager billede... Så færdig vips var de væk...

Smukke Thomas i rotation

Så går vi.....




Billeder fra hundeluftetur i Tyskalnd. Der var roemarker. Blev meget nostalgisk. Husker roehakning hos min Bedstefar. Tror faktisk ikke, at jeg reelt hakkede ret mange roer. Men følelsen af at gå mellem roerækkerner i bagende hede....   

Næste morgen satte vi kursen mod Belgien og Frankrig - endelig destination: Eppe-Sauvage. Vejret blev lidt mod forventning dårligere jo længere vi kom. Det havde vi ikke lige med i feriedrømmen, vel?

Her kommer det med ferieforventninger. Jow, jow... Det ER nord for alperne. Men 1000 km sydpå og der er pool - der MÅ være bedre vejr end hjemme - ikke? Jeg mener, vi taler Frankrig. De dyrker vin, courgetter på størrelse med græskar og tomater med omkreds som Jacokbs pitabrød. Der er da godt vejr i juli. Bedre end hjemme. Sådan MÅ det da være! Det var i hvert fald det, jeg havde fortalt mig selv. Og nok også børnene (Vi skal bade i poolen, sole os... pakke sommertøj...).

Og så ved jeg ikke, om I kender det? Men jeg kan godt tænke mig ind i en eller anden verden, hvor vi faktisk bliver nogle andre mennesker, når vi skal på ferie. Jeg tror pludselig, at jeg bliver sådan en, der lige lejer en hest med pigerne og rider over søbredden, mens drengene fisker og hunden ligger i skyggen. Når realiteterne så kommer, husker jeg pludseligt, at jeg aldrig har lært at ride og at jeg sidst sad på en hest i 1994 (i Sydamerika, hvor jeg bare generelt gjorde vilde ting, som jeg slet ikke vidste jeg ikke kunne) og at Mortens ansigt krøller sig sammen i væmmelse ved tanken om at krænge en levende orm ned over en krog....  Og at hunden generelt ikke ligger ret meget stille. Og så er det nemt at blive skuffet. Ikke lige over det med hestene eller ormen, vel? Men vejret. Det regnede. Meget. Lummert. Klamt. Fugtigt. Høje, mørke træer. En hytte der er lige præcist lidt for lille - så klaustrofobien melder sig. Pyh, den ramte. 


SLAM. Min datter ligner mig. Læser mig. Jeg holdt faktisk kæft og smilede. Nok lidt stift. Indtil Augustina sagde: Mor, Frankrig er slet ikke så dejligt, som jeg troede. Vræl. Så kunne jeg ikke rigtigt bevare facaden mere. Måtte bitche. Være frustreret og skuffet. En lille pige, der blev skuffet (og det er ikke Augustina jeg taler om).  Morten kom med opmuntrende bemærkninger om, at vi jo måtte få det bedste ud af det. Dræberblik. Jeg VIL have lov til at udleve min skuffelse. Giv mig PLADS. Nu. Det går hurtigere over, hvis jeg får lov at leve det ud. 

Med den følelse i hver en kropsfiber, fik vi pakket ud og skulle ud for at købe ind. Det var ikke nemt. Supermarkedet kunne vi ikke finde. De lukkede 20 min efter vi kom. Mælken var ikke på køl, så det tog tid at finde. Vi havde ikke fået set, om der var ovn i hytten, så vi kunne ikke finde ud af, hvad vi skulle spise.... Da vi havde spist velsmagende lune baguettes med fransk skinke, fransk ost, frisk salat og dijon mayo, konstaterede vi, at de 3 liter rødvin vi havde købt var rosé. Så var nok, nok. Vi gik i seng. Var træt. Meget, meget træt. Og med et stressniveau, der ikke havde opdaget, at det var ferie. I øvrigt var hundens ben ikke blevet bedre.