Ferie i Sverige 2013

Sommerferie plejer at betyde, at jeg blogger. Læs om min ferie. Se min smukke familie. I år ville vi det anderledes. Det kunne i hvert fald ikke lade sig gøre at følge os live.

Forskellen blev faktisk allerede tydelig, da vi satte gps’en. Den kendte ikke den underlige adresse uden husnummer. Brostugan, Eksjöhult. Ulrika. Men vi havde da nogle gps koordinater – og en rutevejledning. Sidstnævnte blev vores redning, for koordinatern passede ikke. 

Efter 9 timers kørsel var vi nået ud på de virkelig små veje. Dernæst kom skovvejene. Uendelige, snoede og med faretruende svejende graner på begge sider. Hvis vi ikke havde haft rutevejledningen, var vi ikke endt ved Brostugan. Der stod husets ejere og bød os velkomne. Til tørkloset, das, udendørs bad og en fantastisk idyl midt i skoven. Da vi havde konstateret, at toilettet ikke kunne skylle (de fnisede lidt af os) og de havde overladt huset til os, kom det næste chok. Her er INGEN mobildækning. Det var faktisk angstprovokerende. Hvad nu, hvis vi blev syge? Hvis bilen ikke kunne starte? Hvis….?  Og i den henseende kan jeg jo lige nævne, at vi havde brug for Falck allerede inden vi forlod Jylland, og at vores gear begyndte at drille på Sjælland. Jeg slog hurtigt tankerne ud af hovedet. Man skal i øvrigt ikke gå mere end en kilometer for at få dækning. Og så fandt jeg ud af det med mikroovnen: Når telefonen ligger ovenpå mikroovnen, kan den sende og modtage sms’er. En gang imellem. Så der ligger den. Tavs. Ingen mails, ingen påmindelser, ingen kalender, ingen spil, der kalder. Kun et par sms’ er om dagen.

Vi ankom ved 18 tiden, så vi skyndte os at køre til nærmeste by. En lille bitte flække med en tank, et supermarked og et pizzaria. Købte ind og spiste aftensmad. Hjemme igen, pakkede vi en smule ud og gik i seng. 

Søndag var en dase- og slappe af dag. Vi brugte den på at gå til badesøen kort herfra. Her har vi også egen robåd. Vandet var koldt, masser af fisk og en bund fuld af glatte klipper. Ungerne var begejstrede. Jeg er forvænt. Hvis ikke bunden er som sandstranden på Rømø, gider jeg ikke bade. Det er klamt ikke at vide, hvor man sætter sine fødder. Men jeg kom da i. Lidt i hvert fald. Vi var dernede mellem to regnbyger, så vi skyndte os op og kørte ud for at handle alle de ting, vi havde glemt dagen før. Jeg har snydt lidt, for badebillederne her er fra en dag med bedre vejr :-)