søndag den 27. februar 2011

Store bagedag - mine bageerfaringer!

Min søde, skønne og smukke aupair Hanna spurgte til min blog på facebook i går... Og jeg fandt den. Og fik lidt dårlig samvittighed! For hvor har jeg forsømt den det seneste halve år! Tiden løb fra mig, da hverdagen begyndte. Og det er jo egentligt træls, for jeg holdt så meget af at skrive! Så jeg forsøger at komme igang igen! 


Grydebrød
Søndag. Søndage er bitter-søde for mig. FRIDAG... Men tidligt i seng og igang næste dag. Det bedste ved fridagen for mig er, at jeg kan sidde oppe længe om aftenen, se TV, være online, tænke tanker...  Og det er en mangel ved søndage - så ganske afgjort! Men søndage er ofte "store bagedag" herhjemme. Jeg har de seneste 3 måneder bagt 90% af vores brød (rugbrød og boller/franskbrød) selv. Med surdej og det hele. Det skal bloggen handle om i dag!

Grydebrød
Først mit "grydebrød", som herhjemme dog er et stegeso-brød, for jeg har ikke en gryde, der kan gå i ovnen ved 250*C! Jeg fandt opskriften og metoden her:  http://www.kvalimad.dk/opskrifter/verdens-bedste-broed .
Der er ovenikøbet en fin video, der viser, hvordan det virker! (se nedenfor) 

Det første jeg bagte klappede sammen og var ikke spændende. Jeg lavede det næste lidt mere fast i dejen - og så blev det flot! Og det smager fantastisk! Det kan anbefales! Det er ret nemt at gå til - og det har en fantastisk smag! Mit er lavet med groft mel også - det skal jo være sundt!


Grydebrødet bagte jeg så rent faktisk ikke i dag, men i går. Dagens bagning er rugbrød og grovboller. Grovbollerne har jeg ikke en opskrift på. Det er virkelig udfra "man tager" princippet. Men jeg har bagt grovboller i mange år. Jeg har ofte stået med stenhårde knold-boller og været SÅ skuffet over at min tid var investeret i triste resultater. Jeg har prøvet klatboller, langtidshævede, almindeligt hævede, surdej, meget gær, lidt gær og alverdens forskellig slags mel. Men efterhånden lykkes det hver gang! Så jeg vil videregive mine erfaringer:


Grundelementerne er: 3/4 liter væske (oftest vand - altid koldt), 3/4 pk. gær,1 spsk. flydende honning, 1 spsk.salt, hvedemel, havregryn, durummel, rugmel, groft speltmel (ca. halvdelen hvede og så resten udgør den anden halvdel). Det er vigtigt ikke at komme for meget mel i. Dejen skal være lige præcist der, hvor man tænker, at den er lidt for klistret at håndtere. Den "suger" den overskydende væske under hævningen.  


Klatboller: Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider klatbollerne (dem der sættes af med en ske). De flyder ud og bliver flade og grimme. Jeg vil have flotte, runde boller!  


Surdej: Bruger jeg kun til rugbrød. Jeg synes hvedebrødet får en sur smag (og det kan hverken børn eller jeg lide) og det hæver ikke lige så godt som gær.


Æltning: Der skal maskiner til. Min nakke, håndled og skuldre kan ikke holde til håndæltning. Så jeg har gang i en gammel Electrolux sag, som min Bedstefar forærede mig, da min Bedstemor døde i slutningen af 90'erne. Jeg kan godt drømme om en Kenwood med kæmpe skål, men det er denne her jeg har - og det virker! 


Jo bedre en dej er æltet - jo bedre hæve og bageevne (og jo mere luftigt brød! Når alt er blandet godt sammen, lader jeg maskinen ælte 12-15 min. Så i alt kører den nok 18-20 minutter. 


Så er der hævning: Dejen skal hæve længe. Især når man bruger koldt vand. Jeg kan ikke lide, at brødet lugter/smager af gær, når man sætter tænderne i. Derfor hæver mine boller altid mindst 2 timer - formes og så ca. 45. minutter mere. Hvis jeg har tiden lader jeg det hæve 5-10 timer. I så fald skal der meget mindre gær i! Men jeg sætter det aldrig på køl. Jeg synes det tager for lang tid at få "liv" i den kolde dej - og så hæver brødet dårligere. Jeg kommer altid film over, mens de hæver.


Formningen: Jeg former dem ved at trille ned mod bordet. Det er svært at forklare, men jeg har fundet en video herunder. Så bliver de flotte og ensartede! Det er nemt! Hvis det skal være MEGET flot vejer jeg 80 g dej af til hver, så de er helt ens. Så bages de bedre (fordi alle har samme størrelse og skal bage lige længe)



Når de har efterhævet (med et vådt klæde over), pensler jeg dem med æg og bager dem 20-30 min.

Rugbrødsbagningen tager jeg en anden dag! Jeg lærer stadig her. Og sidder af og til med meget hårde, tørre brød, som ingen gider spise. Men jeg trøster mig med, at det OGSÅ lykkes og at jeg nok skal lære det! Og så skal I da ikke snydes for et lille billede af mine efterhævende rugbrød:
Og de står lige nu i ovnen - og jeg tror jo KLART på, at de lykkes perfekt i dag!

Og her kommer dagens "høst" så:

1 kommentar:

  1. Hej
    Jeg synes det er dejligt, at du er kommet i gang med at skrive - især når man ved, at der altid kommer sådanne nogle skønne og velsnagende ting fra dit køkken.

    SvarSlet